Af Gustav Stubbe Arndal
Akira Kurosawas Rashomon overvældede vestlige biografgængere i 1950’erne med sin brug af subjektivitet i en fortælling om en handelsmand, hans kone og en landerøver, der har et drabeligt møde. I filmens løb hører man fra hver af dem, og vi ser på lærredet tre gensidigt udelukkende versioner af hændelserne fra tre perspektiver. Hvor sandheden findes, er filmens gåde til os.
Med The Last Duel tager Ridley Scott det samme koncept og forstørrer det til at fylde flere årtiers rivalisering mellem to franske riddere, der kæmpede mod hinanden i den sidste juridiske duel i landets historie. Én var anklaget for voldtægt af den andens kone.
Manuskriptet, skrevet af Nicole Holofcener sammen med Matt Damon og Ben Affleck, som også spiller med i den, adskiller sig dog fra Kurosawas indflydelsesrige værk ved at vælge et perspektiv, den uomtvisteligt holder med. Valget er interessant, men de to en halv time, det tager at nå dertil er ikke alle lige gribende.
Åbningsscenen lover store ting. Hvis man ikke ved, det er en Ridley Scott-film blot ved den selvsikre storslåethed i instruktionen, mærker man det i kroppen, når de to rytteres hestetrav giver dundrende lyd i biografen. Bedst som kampen begynder, dykker vi ned i dens baggrund og årsag.
Vi starter med Jean de Carrouges (Matt Damon), der i sin version er en hæderlig, loyal ridder, som næsten aldrig bliver belønnet for sine dyder, men holder oprejst pande trods de utallige uretfærdigheder, hans gamle slagfælle Jacques Le Gris (Adam Driver) volder ham gennem årene. Men Jacques’ angivelige agt mod Jeans kone Marguerite (Jodie Comer) bliver dråben. For at forsvare sin kones ære bliver han nødsaget til at vinde Guds gunst i tvekamp.
Hvis man spørger Jacques, var Jean en ubehøvlet grobrian; talentfuld med sit sværd, men uden forstand på politik. Han var en uværdig ægtefælle for den lærde, fine Marguerite, som den charmerende og forelskede Jacques bejler til i smug. Selvfølgelig protesterede hun den dag, hvor lysten tog dem – men de vidste begge, hvad de gjorde. Voldtægt er der da bestemt ikke at tale om!
Det tredje perspektiv ankommer næsten som en plottwist, men hele filmen drejer sig om den, så den må diskuteres. Kvinden, som mændene angiveligt kæmper om, viser sig at være den braveste person på duelpladsen. Hun satte sit liv på spil med sin anklage og satte sin lid til en husbond mere interesseret i sit ego end hendes velvære.
Drejningen er velovervejet, en velanrettet kritik mod det patriarkat, der i århundreder har undertrykt og dræbt kvindefigurer, for derefter at mytologisere deres undertrykkere.
Problemet er, hvordan det underminerer genren. Når duellen endelig står for, er det en blodig og intens actionsekvens, som kun en erfaren mester kan levere det – men med viden om, hvem de to mænd er, er det svært at heppe og huje. To timers drama om rivalisering, politik og blodseder forløser sig i to fuldvoksne drengebørn med sårede følelser i kamp om den enes ”ejendom”.
Trods den flotte instruktion og utallige velrealiserede sets (ikke inklusiv de overraskende middelmådige computereffekter) bliver tæppet trukket ud under os. Et tæppe, filmen redte fint op for os med løftet om blod, ære og lancer, der splintrer mod skjolde.
I sidste ende bliver Marguerites historie ironisk nok en note for enden af to mænds store fortælling. Hun får ikke lov at tale for sig selv, og selvom hun får det sidste ord, er der stadig mere filmisk liv i de krydsede klinger, end i hendes indre styrke.
Man må beundre filmskabernes modige intentioner, og mester Scott formår på imponerende vis at samle den enorme film til ét komplet formål. Men kan man også bebrejde dem for, at resultatet alligevel står mindre klart, end man skulle tro ved første øjekast?
Kommentarer